Patienternes forløb og systemets opbygning

Anne Bjerrum

Forløbskoordinator for kræftpatienter

Jeg er ansat på Rigshospitalet som forløbskoordinator for kræftpatienter. Som forløbskoordinator støtter man patienterne i deres behandlingsforløb, særligt i overgangen fra en afdeling til en anden, hvor de ofte føler sig i ingenmandsland. Med tiden håber vi på også at kunne opbygge et samarbejde med eksterne led som f.eks. den praktiserende læge, det lokale sygehus og de mange andre led patienterne skal igennem undervejs.

Forståelse for hvordan patienter oplever sygdommen og systemet

Jeg kan mærke, at antropologien har bidraget til, at jeg i kontakten med patienterne i højere grad forsøger at følge patientens tankegang, end jeg ellers ville have gjort. Jeg er blevet bedre til at snakke med patienterne om, hvordan hverdagen fungerer derhjemme, mens de venter på en diagnose. Hvordan det påvirker hverdagslivet at have kræft. Hvad de selv kan gøre i ventetiden. De har selvfølgelig meget forskellige behov. Kræft i hjernen og kræft i spiserøret er to meget forskellige ting. Og folk lever meget forskellige liv. Den vejledning de får om f.eks. mad og ernæring kan have vidt forskellige konsekvenser i deres liv. Antropologien har givet mig redskaber til at forstå og vejlede dem i den situation, hvor de er her og nu.

Forståelse for hvordan systemet hænger sammen

Som forløbskoordinator handler det også om at forstå systemet og få afdelingerne til at tale sammen. Det interne samarbejde på Rigshospitalet er en stor udfordring i sig selv. De forskellige afdelinger gør det hver især godt, men de har ofte svært ved at tænke ud over deres egen afdeling og ansvarsområder. Det er stor forskel på at tænke i afdelinger, eller at tænke i og forløb ud fra patientens perspektiv. Der er andre lande der har en meget længere tradition for patientinddragelse end vi har, og som allerede har mange flere erfaringer med forløbskoordinatorer om end tankerne om disse er vidt forskellige i forskellige lande.

Nye projekter og nye metoder

Vi har som forløbskoordinatorer også valgt at søsætte forskellige projekter. Vi planlægger f.eks. patientinterview inden for forskellige diagnosegrupper og forsøger at beskrive det enkelte patientforløb på tværs af afdelingerne for at bidrage til en kvalitetssikring af arbejdsgangene. Vi kan selvfølgelig ikke standardisere en kræftpatients forløb, men der er nogle generelle ting, som det er vigtigt at få beskrevet ud fra patientens perspektiv. Er det f.eks. rimeligt, at det tager fire dage at få et brev fra Rigshospitalet, eller at det tager to dage for en journal at bevæge sig fra en afdeling til en anden? Der er lidt detektivarbejde i at forstå, hvad det er der går galt, men netop ved at følge patienterne på tværs af afdelingerne får vi nogle nye indsigter, og her hjælper sundhedsantropologien og den kvalitative forskning mig meget.

Takket være min master føler jeg, at jeg har fået nogle flere tangenter at spille på i forhold til at forstå både patienterne og systemet, og til at tage beslutninger og handle.

Vi forløbskoordinatorer tror på, at dette øgede fokus på patientens perspektiv og forløb er - måske ikke et forestående paradigmeskift - men et supplement til det eksisterende paradigme som vil spille en større og større rolle fremover.